|
|
<< tilbage
Krise? Hvilken Krise?
Fyens Stiftstidende
21/02/2009

Brugtvognsforhandler i Blommenslyst
mærker ingen tegn på krise. Tværtimod!
"Her går det ekstra godt. Kunderne køber
nu billigere biler, og derfor er min
omsætning ikke faldet i takt med
andres."
Sådan lød noget af indholdet i en mail,
Kør Godt-redaktionen modtog, så vi
ilenede straks ud på landevejen med kurs
mod Blommenslyst ved det vestlige
indkørsel til Odense. Her holder
en-mandsforretningen Jacksbiler til. Det
har den gjort i godt et år efter i sine
første syv leveår at have haft domicil
på Hjallesevej i Odense.
Manden bag, Jack Hansen, viser rundt i
de renoverede bygninger, hvor der ud
over udstilling er lokale med lift og
lokaler til klargøring.
Det primære marked for Jack Hansen er
biler i prislejet fra 10.000-50.000
kroner, og de sælger nærmest som varmt
brød.
- Jeg får en masse biler i 100.000
kroners klassen ind. I stedet tages en
mindre og billigere med hjem, og de
dyrere biler sælger jeg videre til andre
forhandlere, eller de bliver
eksporteret, forklarer Jack Hansen, der
også har et nært samarbejde med SMC
specielt om Seat, men også VW.
Ikke meget for at
forhandle
Så godt som alt, hvad der forlader
forretningen, er nysynet, og det er ikke
mange dage, Jack Hansen har de enkelte
biler i sin varetægt, før de er "skudt
af" igen.
- Der kan naturligvis forhandles om
prisen, men det er yderst sjældent. Mine
kunder ved, at når jeg har sat en pris,
er det den rigtige, og da mange af mine
kunder er gengangere, kan jeg kun tage
det som udtryk for, at det er reelle
handler, der indgås, fortsætter Jack
Hansen.
Han er uddannet klejnsmed, men har altid
interesseret sig for biler.
Derfor arbejdede han i en årrække som
klargøringsmand, og da han vedvarende
konstaterede, at netop de biler, han
havde støvsuget, poleret og shinet up
generelt, var de, der blev solgt først,
valgte han at stå på egne ben.
Ingen dyre biler
Det har været en succes lige fra start,
for Jack Hansen har ingen intentioner om
at sælge store, dyre biler.
- Det er mit indtryk, at ingen køber
brugte biler i prisklassen
150.000-200.000 kroner.
- Så venter de i stedet og køber helt
nyt. Derfor er der plads til en
forretning som min, og jeg klager
absolut ikke.
- Krise er noget, der tales om. Bare
ikke i min forretning, for her går det
hurtigt, fortsætter Jack Hansen.
Han er alene i forretningen, og han
reparerer ikke. I stedet han har
samarbejde med et etableret værksted, og
skulle det endelig knibe for en kunde at
klare betalingen, er Jack Hansen også
formidler af finansieringen.
- En del af mine kunder er
førstegangskøbere. Andre har været her
før og køber nu husstandens anden bil,
og jeg har kunder fra Fyn og store dele
af Sjælland.
- Reklamationer kan jeg tælle på en
hånd. Det synes jeg er
tilfredsstillende, specielt når man
tænker på det prisleje, mine biler
ligger i, siger Jack Hansen.
På vejen ud af forretningen stopper vi
ved det, der for alvor fangede
opmærksomheden, da man trådte ind.
En godt 40 år gammel Ford Mustang
Shelby, som Jack Hansen "blæser af" i
sommermånederne.
Kigger man på prisskiltet, er Mustangen
godt 10 gange så dyr som mange af de
øvrige biler, der sælges fra lokalerne i
Blommenslyst.
- Jeg vil helst ikke af med den, men alt
kan købes for penge, slutter Jack
Hansen.
Kilde:
fyens.dk |